BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du ambitioner om at udvikle og styrke socialpsykiatrien i landets største kommune?
Center for Specialiserede Botilbud består af botilbud til borgere, der har komplekse og omfattende støttebehov. Centeret har 309 botilbudspladser, hvoraf de fleste er §108-pladser. Halvdelen af vores botilbud ligger i Københavns Kommune, den anden halvdel ligger i andre kommuner, og alle vores tilbud er døgnbemandede.
Vi er på udkig efter en erfaren, visionær og driftssikker centerchef til Center for Specialiserede Botilbud. Du har solid erfaring med ledelse af ledere, kan skabe følgeskab og forandringer, er skarp til økonomistyring og har høje faglige ambitioner og gode samarbejdsevner.
Om Center for Specialiserede Botilbud
Du refererer til borgercenterchefen for Indsatser i Socialpsykiatrien, der, sammen med vicedirektøren og de to øvrige borgercenterchefer, står for ledelsen af borgercenteret.
Desuden vil du indgå i den samlede centerchefgruppen for centrene i Indsatser i Socialpsykiatrien. Læs mere om centrene her: Socialpsykiatri København (kk.dk).
I dit center får du et årligt budgetansvar for ca. 210 mio. kr., og der er omkring 270 medarbejdere i centret. Den samlede ledergruppe består af 18 ledere, og du vil få 9 botilbudsledere i direkte reference, de øvrige ledere er afdelingsledere, der referer til botilbudsleder, samt en faglig stab, der understøtter botilbuddene.
Vi vil gerne være kendt for at støtte borgerne i at leve et værdigt liv på egne præmisser, hvor de er er en del af et meningsfuldt fællesskab. Se et eksempel her: Biodiversitet og beskæftigelse hænger sammen i Den Vilde Mission | Handicap (kk.dk).
De seneste år er behovet for fornyelse og udvidelse af vores botilbudspladser steget. Det betyder, at Center for Specialiserede Botilbud har en del anlægsprojekter; både igangværende og fremtidige, som du vil blive involveret i.
Om dig
Du får mange samarbejdspartnere.
Centerets botilbud ligger, udover i Københavns Kommune, også i andre kommuner og regioner, så du har samarbejdspartnere på tværs af regions- og kommunegrænser. Det er en vigtig forudsætning, at du er god til og får energi af at samarbejde og lede – både i eget center og på tværs – og til at inddrage mange forskellige interessenter i løsningen af centrets opgaver.
Som chef udøver du ledelse gennem tydelige rammer og mål.
Du er tillidsvækkende og evner at skabe følgeskab gennem meningsskabende kommunikation.
Du har styr på den faglige og økonomiske styring, ligesom du evner at uddelegere ansvar til dine ledere.
Du har kendskab til og erfaring med det socialfaglige område samt interesse og forståelse for vores område med en borgergruppe med et omfattende støttebehov og komplekse psykiske lidelser.
Du har en ledelsesmæssig ballast og kan håndtere kompleksitet i opgaver og beslutningsgange.
Herudover er du fremsynet, og en af dine forcer er at omsætte strategi og politik til virkelighed og finde løsninger i komplekse sammenhænge.
Du skal evne at balancere inddragelse med en tydelig beslutningskraft og mod til at prioritere og tage ansvar for svære beslutninger.
I den kommende periode vil du som centerchef bl.a. skulle stå i spidsen for:
- at sikre en tæt og brugbar økonomistyring, så centeret løbende driftsoptimeres, herunder at sikre et budget i balance, der går hånd i hånd med vores ønsker om rehabilitering og faglig kvalitet
- at medvirke til at udvikle og sikre den nødvendige fysiske kapacitet på botilbudsområdet, herunder at stå i spidsen for flere igangværende og kommende byggeprojekter i centeret
- at sikre, at der er fokus på kvalitet og udvikling af de faglige metoder, der kan understøtte borgernes rehabilitering og recoveryproces
- at understøtte arbejdet på botilbuddene med stærke arbejdsfællesskaber og psykologisk tryghed, så vi både kan rekruttere og fastholde medarbejdere og sikre fundamentet for en høj faglig kvalitet.
- at bidrage aktivt og resultatorienteret i det tværgående samarbejde på tværs af socialpsykiatrien
Du bliver del af en innovativ organisation med et godt kollegaskab og god mulighed for faglig understøttelse.
Selvom opgaverne kan være udfordrende og komplekse står der altid en chef klar til sparring. Vi har et velfungerende arbejdsfællesskab, så du får mulighed for tæt og løbende sparring fra de to andre centerchefer i socialpsykiatrien (I har også kontorfællesskab) og med myndighedschefen, som er en del af det tætte arbejdsfællesskab i socialpsykiatrien. Borgercenterchefens ledelsesstil er uformel og tillidsbaseret, så du får rig mulighed for at bringe dine kompetencer i spil og frihed til at sætte dit præg på retningen.
Se vores omstillingsplan her: Omstillingsplan.
Betydelig og stærk stabsunderstøttelse til såvel faglige som driftsmæssige opgaver er kendetegnende ved socialpsykiatrien. Der er er gode og veldrevne stabe, både lokalt i socialpsykiatrien og tværgående i borgercenteret, så du får god understøttelse i drifts- og udviklingsprocesser.
Du får arbejdsadresse på Sundbygårdsvej 1 tæt på Sundby Metrostation på Amager. I foråret 2024 forventer vi, at centercheferne får arbejdsplads på Islands Brygge, hvor den øvrige administration er beliggende.
Løn- og ansættelsesvilkår
Vi ønsker stillingen besat den 1. november 2023 eller snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Vi indhenter straffeattest. I henhold til gældende aftaler i Københavns Kommune kan ansættelsen først begynde, når kommunen har indhentet straffeattest.
Vi indhenter referencer inden ansættelse.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at rette henvendelse til borgercenterchef Karoline Winther-Lund på 2322 9010.
Søg via linket senest søndag den 10. september 2023
Første samtalerunde er planlagt til den tirsdag den 19. september 2023, og 2. samtalerunde vil blive afholdt den tirsdag den 26. september 2023.
Personlighedstest indgår i rekrutteringsprocessen som element i 2. samtalerunde.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Københavns Kommune, Borups Allé 177, 2400 København NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=193797&DepartmentId=20100&MediaId=4780&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5886793