Ingeniør/cand.scient. til akkreditering af prøvnings- og medicinske laboratorier

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du lyst til at arbejde med mange forskellige danske laboratorier? Det kan du gøre hos os, hvor du kommer til at arbejde som ledende assessor med bedømmelse af akkrediterede laboratorier indenfor prøvning og medicinsk undersøgelse. Desuden er du med til at sikre grundlaget for national og international anerkendelse af danske laboratorier gennem akkreditering.

Som ledende assessor hos DANAK medvirker du til bedømmelse af akkrediterede laboratorier i hele Danmark. De laboratorier, du kommer til at bedømme, analyserer prøver som f.eks. miljøprøver (såsom f.eks. vand, jord eller luft), fødevarer, veterinære og biologiske prøver mm. eller i det medicinske område hvor der er undersøgelser indenfor biokemi, genetik, patologi mm. Der bruges mange forskellige teknikker indenfor kemi, mikrobiologi, molekylærbiologi, emission mm. og laboratorierne vi besøger er af meget forskellig størrelse, fra enkeltpersonsfirmaer til hospitalslaboratorier med et par hundrede ansatte. Som ledende assessor får du træning i de metoder vi bruger til bedømmelse af laboratorierne.   

Dit arbejde vil omfatte udvælgelse og ledelse af et bedømmelsesteam, som udover dig består af et antal tekniske eksperter, oftest en til to, men i visse tilfælde op til otte eksperter. Du skal koordinere og planlægge bedømmelsen samt varetage afrapporteringen og den opfølgning, som ligger til grund for, at et laboratorium kan akkrediteres. Bedømmelsesarbejdet, som dit team udfører, omfatter vurdering af kvalitetsledelsessystemet, personalets kompetencer, udstyr, faciliteter, metrologisk sporbarhed af målinger, rapportering af resultater mm. i henhold til gældende standarder.

Udover bedømmelse af laboratorier kan du på sigt, blive inddraget i DANAKs øvrige opgaver, som bl.a. omfatter betjening af sektorudvalg, kontakt til myndigheder, interne arbejdsgrupper, rekruttering af nye eksperter, afvikling af kurser samt regelmæssige møder med såvel de akkrediterede laboratorier som de tekniske eksperter.

Vi kan tilbyde spændende og afvekslende arbejdsopgaver i et dynamisk miljø, med gode kollegaer og en uformel omgangstone. Som ledende assessor er man generalist med solid naturvidenskabelig baggrund, og man samarbejder i stort omfang med den faglige ballast, vi hver især har.

Du kommer primært til at arbejde i laboratoriesektionen på vores kontor i Skovlunde. Da der desuden er en vis rejseaktivitet knyttet til arbejdet med periodevis lange arbejdsdage til følge, har vi flekstid og gode muligheder for fleksibilitet i at planlægge arbejdet.

 Om dig

Vi forestiller os, at du er akademiker eller tilsvarende med en relevant naturvidenskabelig uddannelse f.eks. som ingeniør, biolog, kemiker, geolog eller humanbiolog og med minimum fem års erhvervserfaring. Det er en fordel, hvis du har erfaring og viden fra et eller flere af følgende områder:

  • Laboratoriearbejde
  • Kalibrering, måleteknik og estimering af måleusikkerhed
  • Kvalitetsstyring og auditering
  • Undervisning f.eks. afholdelse af kurser
  • Myndighedsarbejde

I jobbet er der brug for, at du har gode kommunikationsevner - både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk. Desuden forventer vi, at du har en positiv tilgang til vores kunder og overskud til at klare en til tider meget travl arbejdsdag.

Kendskab til DANAKs arbejde ses som en fordel.

Om os

DANAK (Den danske Akkrediteringsfond) er en selvstændig og uafhængig erhvervsdrivende fond, og er Danmarks nationale akkrediteringsorgan, som i henhold til EU-forordning 765 foretager akkreditering af danske virksomheder.

DANAKs mission er at sikre troværdig dokumentation for overholdelse af kravspecifikationer gennem akkreditering. Det gør vi ved at akkreditere laboratorier, certificerings- og inspektionsorganer mv. til at kalibrere, udføre prøvninger og analyser, certificere og foretage inspektioner efter internationale standarder. Vi har et tæt samarbejde med myndigheder i Danmark og akkrediteringsorganer i andre lande. DANAK er en del af European Accreditation (EA), og EA evaluerer jævnligt de nationale organer ved bedømmelse via repræsentanter fra andre nationers akkrediteringsorganer.

DANAK har 30 fastansatte medarbejdere, hvoraf 23 er ledende assessorer, samt 130 eksperter tilknyttet. DANAK har akkrediteret ca. 200 laboratorier, 40 certificeringsorganer og 50 inspektionsorganer

Om vilkårene

Vi har 37 timers arbejdsuge inklusive frokost, flekstidsordning og flere personalegoder f.eks. sundhedsforsikring og massageordning. Da rejseaktivitet er en del af jobbet, indgår dette som en del af arbejdstiden, ligesom der er flekstid og gode muligheder for fleksibilitet i at planlægge dit arbejde. Du vil være ude hos kunder i en til to dage ca. hver anden uge, og må forvente ca. 5-10 overnatninger ude om året bl.a. afhængigt af din egen planlægning, og hvor i landet laboratorierne ligger.

Vil du vide mere om jobbet som ledende assessor, er du velkommen til at kontakte sektionsleder for laboratoriesektionen Kirsten M. Rosenberg (7733 9583) eller ledende assessor Lea Vig McKinney (7733 9567).

Ansøgning

Send ansøgning med oplysning om dine kvalifikationer og din arbejdsmæssige baggrund hurtigst muligt og senest 5. november 2023 til job@danak.dk

DANAK er udpeget som det nationale akkrediteringsorgan i Danmark.

EU-Kommissionen har anerkendt akkreditering som et centralt element i styrkelse af det Indre Marked.


Læs mere om DANAK og Den Danske Akkrediteringsfond på www.danak.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

DANAK DEN DANSKE AKKREDITERINGSFOND, Dyregårdsvej, 2740 Skovlunde

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 05-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5922904

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet